Mange kedelige ting er i tidens løb blevet lavet i avantgardens navn, men som Brian Eno har pointeret, sÃ¥ kan man sagtens glæde sig over, at der er nogle, der laver de helt ekstreme og abstrakte lydeksperiementer, ogsÃ¥ selvom man ikke nødvendigvis selv orker at høre dem. Der er stadig tale om en slags musikalsk grundforskning, hvis resultater siden kan vise sig brugbare i helt andre og langt mere givende sammenhænge. At sige, at der er tale om â€grundforskning†er samtidig det absolut pæneste, man kan sige om Gintas Ks 60 x one minute audio colours of 2kHz sound, selvom forskningen samtidig mÃ¥ siges at være sÃ¥ banal, at det er svært at forestille sig, at den nogensinde ville kunne bruges til noget som helst. For en halvtreds Ã¥r siden eller mere, hvor simple elektroniske tonemanipulationer stadig var en relativt ny ting, ja, der kunne det mÃ¥ske have været brugbart, men den dag i dag er det ærlig talt svært at se, hvem der har brug for – endsige kunne finde pÃ¥ at høre – en hel time med en 2 kHz-tone, som mere eller mindre systematisk køres gennem en række digitale modulationer, med en ny hvert minut.
Det er mÃ¥ske ikke teoretisk umuligt, at der kunne komme noget godt ud af denne tilgang, man kan trods alt komme ret langt omkring rent lydmæssigt ved modulation af rene toner. Imidlertid gÃ¥r Gintas K meget puritansk til sagen, og mere end halvdelen af værket lyder som et prøvebillede hørt med forskellige mængder af ørevoks i ørene. Dette kombineres sÃ¥ med passager, hvor der er lidt mere â€gang†i den, hvilket stort set vil sige forskellige former for simpel puls i varierende hastigheder, og momentvise udbrud af støj. Ud af den time det hele varer, er der mÃ¥ske alt i alt en fire-fem minutter, hvor det tangerer noget let stemningsfuldt. Resten er endnu mere dræbende kedeligt, end man havde troet muligt ud fra det teoretiske udgangspunkt.
SÃ¥ er der langt mere at komme efter pÃ¥ Lengvai, den første halvdel af den dobbelt-cd, som 60 x one minute udgør anden halvdel af. OgsÃ¥ her er der tale om abstrakt atonal â€lydkunstâ€, blot med den markante forskel, at numrene har fÃ¥et lov til at udvikle sig som lange, flydende og varierede forløb i stedet for at være underlagt en benhÃ¥rd teoretisk spændetrøje. Gintas K viser sig her som en fin repræsentant for hybrid-stilen mellem minimalistisk glitch og atmosfærisk støj, beslægtet med navne som Pan Sonic og Pixel, og fyldt med skærende blip-lyde, mørkt rugende loops og hakkende digitalfejl-grooves. Intet af dette er videre originalt, og Lengvai er samlet set ogsÃ¥ lige lidt længere end det har godt af, men den musikalske kvalitet er ikke desto mindre ganske høj, og det bliver aldrig decideret kedeligt eller overflødigt – højst en smule anonymt i perioder. For tilhængere af stilen skulle der sÃ¥ledes nok være noget at komme efter, hvis de ellers kan bide i sig ogsÃ¥ at skulle betale for 60 x one minute i samme ombæring.
En anden plade, som fremstÃ¥r splittet mellem interessant avantgarde-electronica og et lidt for dominerende teoretisk koncept, er Gescoms MiniDisc. Splittelsen opstÃ¥r dog i dette tilfælde, fordi værket – oprindeligt en eksklusiv mini disc-udgivelse fra 1998 – nu genudgives pÃ¥ cd, og dermed i nogen grad underminerer sit eget koncept. Den originale ide var, at man skulle benytte mini disc-afspillernes avancerede og mere eller mindre selvgenererende redigeringsmuligheder til at skabe en musik i konstant forandring; en plade, som blev sat sammen pÃ¥ en ny og uforudsigelig mÃ¥de, hver gang man hørte den. Følgelig indeholdt MiniDisc heller ikke virkelig â€færdige†kompositioner, men i stedet en lang række korte, Ã¥bne fragmenter, skabt til at kunne køre i loop eller blive kombineret pÃ¥ kryds og tværs. Om denne idé sÃ¥ rent faktisk fungerede i sin oprindelige form, forbliver en hemmelighed forbeholdt de fÃ¥, som har dyrket bÃ¥de mini disc-formatet og hardcore avanttronica, men overført til en almindelig, sammenhængende cd, uden det interaktive element, ja, der bliver det mildt sagt en blandet fornøjelse.
To tredjedele af Gescom, i hvert fald i denne udgave, er identiske med Autechre, og man kan måske lidt få den mistanke, at det netop er Autechres store og trofaste fanskare, der sigtes efter med cd-udgivelsen af MiniDisc. Det er næppe alle Autechre-hoveder, der fik fingre i originalen, endsige havde en tilstrækkelig avanceret mini disc-afspiller til at få det optimale udbytte ud af den, og nu virker det så som om, gruppen har erkendt, at konceptet måske alligevel var for avanceret for almindelige dødelige, og følgelig opgiver de de fine kunstneriske fornemmelser og udgiver skidtet i et format, hvor alle kan være med – uanset om musikken så er skabt til det eller ej. Selvom enkelte passager fremstår som forholdsvis færdige numre, så består udgivelsen stadig mest af korte, abrupte bidder, som ofte lyder som mere eller mindre tilfældige afprøvninger af diverse digitaleffekter.
Man kan så påpege, at der inden for traditionel elektronisk avantgardemusik er en lang tradition for den slags opklippede og kaotiske lydbilleder, og det er da også langt mere oplagt at klassificere MiniDisc som netop traditionel avantgarde, snarere end den electronica, man typisk forbinder Autechre-projekter med. Når det er bedst kan det minde om Vangelis’ sælsomme eksperimentalmusik på det underkendte Beaubourg-album – mystisk, uvirkeligt, drømmende – men for det meste lyder det desværre mere som glitchgenerationens lidt for billige udgave af klassisk musique concrete. Det ville have været langt bedre for projektet, hvis de mest uinspirerede ligegyldigheder var blevet luget ud, og det bedste i stedet var blevet splejset sammen til en kortere og mere gennemtænkt helhed. Det kunne faktisk være blevet en ganske hæderlig udgivelse, som ikke havde behøvet stå i skyggen af det oprindelige koncept, endsige være så ujævn og frustrerende at komme igennem, som det nu er tilfældet.
Jannik Juhl Christensen
