“Leise” reviewed by D-Side

“Dis papa, ze peux zouer avec tes trucs, là?” C’est sans doute la question que la petite Elise De Waard a posé à son père, Frans De Waard, fondateur de Beequeen, Freiband et Kappotte Muziek, alors qu’elle n’avait que trois ans. Evidemment aux anges, celui-ci l’a laissé jouer à sa guise avec ses plaques de tôle, ses bidons en plastiques, ses tiges et baguettes diverses et a enregistré, comme tout père de fait, le résultat de ses jeux. Il a ensuite retravaillé, longuement, par le biais des manipulations informatiques, les sons ainsi produits, transformant ce moment intime en un album de musique acousmatique aux tessitures complexes, une oeuvre partagée qui méritait largement de sortir du cercle familial. (…)

Jean-François Micard

“Flow” reviewed by The Wire

Joaquim is a key figure in Portuguese electronic music, as well as being heavily involved in a number of cross-media activities (film, visual arts, dance, etc). Flow takes as its basis the human voice (provided by fellow Crónica artist Filipa Hora) and synthesizes a bleak but beautiful electronic meditation on the nature of identity. “Slow Moments” is strongly reminiscent of AGF’s fractured confessionals, with Hora’s conspirational whisper negotiating a path through a sonic landscape littered with other samples of her voice. “Thinking Moments” captures the tiny sounds of moistened lips and snatched breath, adding heavily processed guitar to the mix, creating an engagingly intimate tone poem. Joaquim has a great gift for drawing out rhythmic and melodic patterns from the shards of sound produced by his software, giving Flow a pop heart that could see it finding favour with fans of the more “consumer-friendly” glitchery of Fennesz, Microstoria, et al.

“Flow” reviewed by Sonhors

Au Portugal, Vitor Joaquim s’affirme depuis quelques années comme l’une des figures les plus en vue en matière de musique électronique. Musicien, professeur et directeur du festival EME, on retrouve sa présence dans bon nombre d’activités artistiques mêlant à la fois : vidéo, musique, danse, théâtre et installations multimédia.

Flow son dernier album, sorti chez Crónica, est tout simplement irrésistible ! Ce féru d’électroacoustique nous propose une savoureuse mixture composée de fragiles atmosphères sonores intimes et apaisantes, où se juxtaposent (de bien belle manière) erreurs digitales, Field recording en provenance d’un récepteur TV et la voix numérisée de Filipa Hora. Découpée en plusieurs strates, l’écoute de cette seule et unique pièce méditative s’apparente à une lente plongée en immersion vers les profondeurs de l’abîme sonore ! AGF et certains travaux de Laurie Anderson viennent immédiatement à l’esprit… Echantillons de voix, bruits minuscules chuchotés du bout des lèvres, erreurs digitales et sons de guitares retraités (jouées par Emídio Buchinho et Joao Hora), la poésie numérique fait son oeuvre et s’affranchit très rapidement des références sus-citées ! Réfugié derrière son laptop, Vitor Joaquim produit de merveilleux modèles rythmiques et mélodiques et s’amuse à jongler entre assauts grinçants et pureté vocale !

Vitor Joaquim joue régulièrement avec Carlos Zíngaro, Marco Franco, Miguel Santos, Nuno Rebelo, Pedro Carneiro, Luís Vitorino ou Emídio Buchinho et pratique l’improvisation depuis 1982.

Avec sa forte identité, Flow se distingue des glitcheries habituelles et s’affirme d’ors et déjà comme l’un des meilleurs albums de cette année 2006 !

“Flow” reviewed by Geiger

Der er stadig salg i den ret beset temmelig gamle idé med at blande elektroniske og akustiske instrumenter, og ikke mindst synes kombinationen af electronica og indiepop – laptop og sang/guitar – fortsat at trække folk til. Frugterne af denne hybrid er dog ikke altid lige overbevisende, ofte virker det faktisk som om det ”andet” element har en rent dekorativ funktion, hvad enten det er indie-sangskriveren, som pepper sine numre op med smarte digitaleffekter, eller electronica-nørden, som tilføjer mere ”varme” og ”autentiske” lydkilder til sin kliniske produktion. Sådanne dekorationer kan selvfølgelig fungere udmærket, hvis ellers de underliggende kompositioner er gode og har plads til dem, men derfra er der dog stadig et stykke vej til, at det i sig selv skulle være en specielt interessant eller nyskabende bedrift at blande de to verdener. Der synes desværre at være alt for mange tilfælde, hvor strategien virker som en kreativ sovepude, og hvor tilføjelsen af enten elektronik eller akustiske instrumenter i bedste fald fremstår unødvendig, i værste fald direkte irriterende. Men heldigvis kommer man så også en gang imellem ud for plader, som får noget virkelig originalt ud af fusionen. En sådan er Vitor Joaquims Flow, som vinder gevaldigt ved ikke blot at være den rendyrkede knitre-electronica, som er det umiddelbare udgangspunkt.

Når albummet virker så godt, skyldes det blandt andet, at det meget konsekvent holder sig til det skarpe, syntetiske electronica-lydbillede, og at de ikke-elektroniske elementer er få og stramt integrerede i helheden. Filipa Horas fjerne, tøvende stemme glider umærkeligt sammen med de sært distræte glitchlyde, og kombinationen skaber en søvnig, nærmest dagdrømmende effekt, som dog hele tiden kun er udgangspunktet for numrenes forbløffende evne til at vokse sig store og dramatiske, båret af en kompositorisk stringens og stemningsmætning, som alt for ofte mangler i glitch. En uudgrundelig, næsten mystisk stemning hviler over albummet og forstærkes af Horas fragmenterede og til tider uudtalte ord, der fremstår som noget i retning af spøgelset af Laurie Anderson – en Anderson, som endegyldigt er blevet opløst i den samme teknologiske verden, hun normalt optræder som en underfundig iagttager af, og nu kun eksisterer som hakkende, kropsløse lydbidder. Også brugen af guitar, på to numre, er dejligt atypisk og underspillet. Klare, skarpe mønstre vokser fuldendt sammen med ringlende digitaleffekter, og er helt befriet for indietronicaens sædvanlige shoegazer-vanetænkning. I stedet skabes en dybt original fusion af det fremmedartede og det bevægende, og det er i sig selv lidt af en bedrift inden for en stil, hvor netop de elementer har det med at ende som henholdsvis tom abstraktion og dvask behagesyge.

En sådan langt mere traditionel form for electronica-med-akustiske-indslag finder man hos Monoceros, hvis Tales for Silent Nights byder på en god bunke særdeles velafprøvede stilgreb: Naivistiske enfinger-melodier, brede ”melankolske” klangflader og knitrende beats, som dydigt nøjes med at holde takten i baggrunden. Der er afgjort tale om svulmende vellyd af den slags, som næsten bliver for meget af det gode, men omvendt må man også lade Monoceros, at han slipper ganske heldigt fra det og trods alt også har mere at byde på end blot de velkendte klicheer. Ikke at han fremviser noget videre nytænkende eller udfordrende, men numrene er for det meste skruet sammen med flere kompositoriske detaljer, end man typisk er ude for i stilen. Man kan sige, at albummet er velarrangeret i ordets bedste forstand. Melodierne folder sig langsomt ud og bliver stadig mere fyldige, imens roligt åndende lyddyner og diskrete baggrundsklik holder det hele stilfærdigt afbalanceret, så det virker mere ligefremt og simpelt, end det egentlig er. Flere steder bliver det for pænt og mageligt, ganske som brugen af guitar og legetøjsklokkespil blot er med til at gøre det hele en tand mere tyktflydende end det behøver, men Tales for Silent Nights virker i sidste ende som album, fordi helheden fungerer bedre end delene hver for sig. At mere originalitet og flere skarpe kanter ville have gjort underværker er klart, men alligevel viser Monoceros, at den konsekvente dyrkelse af velproduceret vellyd nogle gange kan have sin berettigelse.

Jannik Juhl Christensen

“Leise” reviewed by Bad Alchemy

Hinter FREIBANDs Leise (Crónica 026) vermutet man erst mal einen weiteren Segeltörn über den Stillen Ozean of Sound. Aber der Titel entpuppt sich als Anagramm von Elise, Frans de Waards Töchterchen. Der Künstler-Vater begegnet, ähnlich wie die in gleicher Lage befindlichen RLW, Rafael Toral oder Ekkehard Ehlers, der mütterlichen Alternative ‚Kapotte Muziek oder kaputte Beziehung. Kümmer dich gefälligst auch um deine Tochter!‘ denkbar lässig.

Wir machen zusammen Musik, da geht euch der Hut hoch. Elise, damals 3 Jahre alt, spielt (with a wide variety of musical and non-musical objects: sheets of metal, paper, sticks and other junk), und Vadder spielt mit (with contact microphones, processing etc.). Zu Belohnung darf er dann wieder los ziehen, sogar nach Boston, Reykjavik oder nach Setúbal, wo Frans die Produkte seines & Elisens Spieltrieb den Knispel-Aficionados als sedimentierte Lebenskunst unterjubelt. Die Soundwelt als Sandkasten, die Sublimation von Milch und Brei und Windeldüften, von Patschhändchen und Polypenärmchen und zentnerschweren Gefühlsbindungen in fein gesiebte Luft. Quietscht bei ‚Knippers‘ noch ein Gummientchen, summt es in der Folge gewohnt abstrakt, d.h. konkret. Elise wurde dafür zum dröhn-, bei ‚Paarden‘ auch pulsminimalistischen Geist, der die summenden und bitzelnden Freiband-Schwingungen und knarzigen Loops dämpft und sie kuschelweich und sanft macht. Doch hatte Frans de Waard, auch ohne Software und Elise, nicht schon längst eine Ader für Milch & Honig?

“The Wayward Regional Transmissions” reviewed by Textura

Listening to Tel Aviv artist Ran Slavin’s The Wayward Regional Transmissions, one inevitably is reminded of Sebastian Meissner’s Random Inc. recordings Jerusalem: Tales Outside The Framework Of Orthodoxy (Ritornell, 2001) and Walking In Jerusalem (Mille Plateaux, 2002) (Slavin, whose CD-DVD release Insomniac City appeared on the resurrected Mille Plateaux last year, guests on Walking In Jerusalem and joined Meissner on Sub Rosa’s Into The Void, also 2006). Like his colleague, Slavin uses digital tools to reconfigure radically the acoustic sounds of Middle Eastern music and its traditional folk materials. Given the wholly mediated character of the average Westerner’s experience of the region, The Wayward Regional Transmissions comes across like a hyperreal travelogue through the Middle East with Slavin as one’s personal Baudrillardian guide.

A lamentation played by Ahuva Ozeri on her three-steel string Indian instrument, the BulbulTarang, is heard in rather unaltered form on the opener “Village,” while Moshe Eliahu plays the Ud on “Jericho 6AM,” a ten-minute soundscape of remarkably evocative character. Drenched in textures of crackle and glitch, string instruments and humming bass tones drift throughout its dense mix slowly, suggesting a city opening its collective eyes to a new day. Each piece offers a different experience: “Kiosk in Furadis” teems with jubilant singing and dizzying rhythms, shuddering guitar patterns in “Shelters and Peace” liken it to a Klimek homage; and “Hagalil” closes the album in an hypnotic swirl of silken guitar loops. Throughout the fifty-minute collection, Slavin liberally shapes his material, highlighting its geographic associations at one moment and downplaying them the next. Perhaps the work’s most captivating aspect is its omnipresent tension between the rooted character of the Middle Eastern sounds and the nomadic quality the electronic strategies bring to bear upon the material.

“The Wayward Regional Transmissions” reviewed by DMute

En compagnie d’Ahuva Ozeri, joueuse de bulbul tarang (autrement appelé banjo indien), et du oudiste Moshe Eliahu, Ran Slavin rêve de mettre à Tel Aviv la main sur une musique syncrétique, reflet d’un monde que l’on survole, quiet, quitte à parfois se faire rattraper par la réalité crasse de télescopages faisant partie des risques.

Parti au son mesuré de cordes répétitives déposées sur la toile d’une électronica minimaliste (Village), Slavin dérive d’abord au gré d’inspirations sûres: combinaisons de structures rythmiques minuscules et d’une guitare progressant sous réverbération (Wayward Initial) ou mélodies lointaines espérant se faire une place parmi les boucles bancales et les graves distribués à distance régulière sur Jericho 6AM.

Mais, trop assuré peut être, le voici abandonnant son folklore inventé pour le troquer, qui plus est, contre une ambient sans charme (Silence) et ultra-naïve (DAT Beats). Remis de sa chute, il réussit à faire demi-tour et retrouve sur Hagalil les rivages sûrs décrits en ouverture de The Wayward Regional Transmissions, album recevable que le brouillage radio passager aura bien failli perdre.

Grisli

“Lengvai / 60 x one minute audio colours of 2kHz sound” reviewed by Geiger

Mange kedelige ting er i tidens løb blevet lavet i avantgardens navn, men som Brian Eno har pointeret, så kan man sagtens glæde sig over, at der er nogle, der laver de helt ekstreme og abstrakte lydeksperiementer, også selvom man ikke nødvendigvis selv orker at høre dem. Der er stadig tale om en slags musikalsk grundforskning, hvis resultater siden kan vise sig brugbare i helt andre og langt mere givende sammenhænge. At sige, at der er tale om ”grundforskning” er samtidig det absolut pæneste, man kan sige om Gintas Ks 60 x one minute audio colours of 2kHz sound, selvom forskningen samtidig må siges at være så banal, at det er svært at forestille sig, at den nogensinde ville kunne bruges til noget som helst. For en halvtreds år siden eller mere, hvor simple elektroniske tonemanipulationer stadig var en relativt ny ting, ja, der kunne det måske have været brugbart, men den dag i dag er det ærlig talt svært at se, hvem der har brug for – endsige kunne finde på at høre – en hel time med en 2 kHz-tone, som mere eller mindre systematisk køres gennem en række digitale modulationer, med en ny hvert minut.

Det er måske ikke teoretisk umuligt, at der kunne komme noget godt ud af denne tilgang, man kan trods alt komme ret langt omkring rent lydmæssigt ved modulation af rene toner. Imidlertid går Gintas K meget puritansk til sagen, og mere end halvdelen af værket lyder som et prøvebillede hørt med forskellige mængder af ørevoks i ørene. Dette kombineres så med passager, hvor der er lidt mere ”gang” i den, hvilket stort set vil sige forskellige former for simpel puls i varierende hastigheder, og momentvise udbrud af støj. Ud af den time det hele varer, er der måske alt i alt en fire-fem minutter, hvor det tangerer noget let stemningsfuldt. Resten er endnu mere dræbende kedeligt, end man havde troet muligt ud fra det teoretiske udgangspunkt.

Så er der langt mere at komme efter på Lengvai, den første halvdel af den dobbelt-cd, som 60 x one minute udgør anden halvdel af. Også her er der tale om abstrakt atonal ”lydkunst”, blot med den markante forskel, at numrene har fået lov til at udvikle sig som lange, flydende og varierede forløb i stedet for at være underlagt en benhård teoretisk spændetrøje. Gintas K viser sig her som en fin repræsentant for hybrid-stilen mellem minimalistisk glitch og atmosfærisk støj, beslægtet med navne som Pan Sonic og Pixel, og fyldt med skærende blip-lyde, mørkt rugende loops og hakkende digitalfejl-grooves. Intet af dette er videre originalt, og Lengvai er samlet set også lige lidt længere end det har godt af, men den musikalske kvalitet er ikke desto mindre ganske høj, og det bliver aldrig decideret kedeligt eller overflødigt – højst en smule anonymt i perioder. For tilhængere af stilen skulle der således nok være noget at komme efter, hvis de ellers kan bide i sig også at skulle betale for 60 x one minute i samme ombæring.

En anden plade, som fremstår splittet mellem interessant avantgarde-electronica og et lidt for dominerende teoretisk koncept, er Gescoms MiniDisc. Splittelsen opstår dog i dette tilfælde, fordi værket – oprindeligt en eksklusiv mini disc-udgivelse fra 1998 – nu genudgives på cd, og dermed i nogen grad underminerer sit eget koncept. Den originale ide var, at man skulle benytte mini disc-afspillernes avancerede og mere eller mindre selvgenererende redigeringsmuligheder til at skabe en musik i konstant forandring; en plade, som blev sat sammen på en ny og uforudsigelig måde, hver gang man hørte den. Følgelig indeholdt MiniDisc heller ikke virkelig ”færdige” kompositioner, men i stedet en lang række korte, åbne fragmenter, skabt til at kunne køre i loop eller blive kombineret på kryds og tværs. Om denne idé så rent faktisk fungerede i sin oprindelige form, forbliver en hemmelighed forbeholdt de få, som har dyrket både mini disc-formatet og hardcore avanttronica, men overført til en almindelig, sammenhængende cd, uden det interaktive element, ja, der bliver det mildt sagt en blandet fornøjelse.

To tredjedele af Gescom, i hvert fald i denne udgave, er identiske med Autechre, og man kan måske lidt få den mistanke, at det netop er Autechres store og trofaste fanskare, der sigtes efter med cd-udgivelsen af MiniDisc. Det er næppe alle Autechre-hoveder, der fik fingre i originalen, endsige havde en tilstrækkelig avanceret mini disc-afspiller til at få det optimale udbytte ud af den, og nu virker det så som om, gruppen har erkendt, at konceptet måske alligevel var for avanceret for almindelige dødelige, og følgelig opgiver de de fine kunstneriske fornemmelser og udgiver skidtet i et format, hvor alle kan være med – uanset om musikken så er skabt til det eller ej. Selvom enkelte passager fremstår som forholdsvis færdige numre, så består udgivelsen stadig mest af korte, abrupte bidder, som ofte lyder som mere eller mindre tilfældige afprøvninger af diverse digitaleffekter.

Man kan så påpege, at der inden for traditionel elektronisk avantgardemusik er en lang tradition for den slags opklippede og kaotiske lydbilleder, og det er da også langt mere oplagt at klassificere MiniDisc som netop traditionel avantgarde, snarere end den electronica, man typisk forbinder Autechre-projekter med. Når det er bedst kan det minde om Vangelis’ sælsomme eksperimentalmusik på det underkendte Beaubourg-album – mystisk, uvirkeligt, drømmende – men for det meste lyder det desværre mere som glitchgenerationens lidt for billige udgave af klassisk musique concrete. Det ville have været langt bedre for projektet, hvis de mest uinspirerede ligegyldigheder var blevet luget ud, og det bedste i stedet var blevet splejset sammen til en kortere og mere gennemtænkt helhed. Det kunne faktisk være blevet en ganske hæderlig udgivelse, som ikke havde behøvet stå i skyggen af det oprindelige koncept, endsige være så ujævn og frustrerende at komme igennem, som det nu er tilfældet.

Jannik Juhl Christensen

“Hidden Name” reviewed by Etherreal

Stephan Mathieu et Janek Schaefer, deux artistes habitués de ces pages, mais que l’on aimerait aussi croiser un peu plus souvent, et cet album va d’ailleurs nous faire regretter de ne pas les voir plus régulièrement en concert. Histoire de les (re-)situer, Stephan Mathieu était un habitué du label Ritornell, plus récemment croisé chez Häpna, musique ambient puisant son inspiration tous azimut (field recordings, instruments acoustiques, électronique). Janek Schaefer quant à lui marque généralement les esprits par ses concerts avec une platine vinyle à deux bras, travail de mixage, tonalité ambient pour lui également.

Il était finalement normal que les deux hommes se rencontrent et se trouvent des points communs. Se croisant à différentes occasions, concerts et festivals, ils jouent ensemble pour la première fois au printemps 2005, et ce premier essai leur donne envie de poursuivre cette collaboration. Quelques mois plus tard ils passent une semaine ensemble au sud de l’Angleterre, dans la maison d’un compositeur de musique classique, trouvant là de nombreuses sources sonores (piano, violoncelle, trompette, clarinette, disque trouvés dans le grenier) auxquels s’ajoutent des field recordings effectués aux alentours de cette maison.

Que ceux qui seraient allergiques à certains des instruments précédemment cités se rassurent, les traitements sonores rendent souvent ceux-ci méconnaissables. Presque tous les sons opèrent dans un même mouvement, un même objectif qui consiste à créer de grosses nappes oscillantes, aux harmoniques riches, un son envoûtant, occupant tout l’espace sonore. Qu’elles soient composées de courtes boucles répétitives ou d’une seule et même nappe, chacune des onze pièces de cet album est un petit bijou aux milles éclats, une mer infinie aux mouvements incessants. Chaque nappe est composée de plusieurs éléments qui ont leur vie propre et procurent un renouvellement incessant. Parfois quelques bruitages rompent une éventuelle monotonie, des field recordings placés au premier plan comme un clocher sur les deux premières pistes, les craquements de vinyles apportent une certaine chaleur, quelques extraits de vieux disques se distinguent sur Quartet For Flute, Piano and Cello au final particulièrement sombre, mais le bouquet final reste The Planets, une pièce de près de 20 minutes d’ambient ample et planante.

On ne s’attendait pas à voir ces deux “têtes d’affiche” chez Cronica, et cet album est effectivement un disque à part sur le label portugais. Mais Hidden Name occupera aussi une place à part dans notre discothèque.

Disque indispensable.

Fabrice Allard

“Leise” reviewed by Liability

Freiband est l’incarnation, on le sait, de Frans de Waard (Kapotte Muziek, Goem, Beequeen) mais pour ce nouveau projet on pourra l’associer à sa fille, Elise, qui, pour une grande partie, est responsable de ce que contient ce disque. Si Mark Nelson s’était servi de sons prénatals, de Waard a utilisé la spontanéité de son enfant, la laissant se servir d’objets aussi divers que variés qu’il utilisait pour Kapotte Muziek. L’expérience est d’autant plus étonnante que Elise, dont le nom servira en anagramme pour le titre de l’album, avait trois ans à l’époque des faits. On pourrait légitimement penser qu’une enfant de cet âge n’est pas en mesure de créer une musique réfléchie et en adéquation avec un concept musical donné. Ici Frans de Waard l’a juste laissée aussi longtemps et aussi librement que possible au milieu de ses instruments. Bien sûr, le matériau brut ne pourrait rien donner de probant. Frans de Waard a donc eu tout le loisir de retravailler les divagations sonores de sa fille afin de créer ce très abstrait Leise.

Comme on pouvait s’y attendre, Freiband s’est vite dirigé vers une veine électronique minimaliste, donnant ainsi une touche électro-acoustique à l’ensemble. Mais même si, de sa part, on n’est guère surpris par le résultat, on se laisse malgré tout piéger par la maîtrise des traitements sonores. Si on reste dans le giron minimaliste et abstrait, Freiband sait faire une musique pointilleuse qui prononce les détails avec un soin particulier. Entre une musique presque sussurée et une volonté de rendre harmonieux ce qui, de prime abord, ne l’était pas forcément, Frans de Waard a fait la preuve, une fois de plus, qu’il fait partie des meilleurs tailleurs de sons actuel. Même si on le savait déjà, le Hollandais nous rappelle, à juste titre, que tout peut être transformé, restructuré et peut avoir une fonction différente de celle à laquelle il était déstiné. De ce fait, Leise n’en est que plus délectable et nous apparaît comme le témoin d’une musique qui ne cesse de se ré-inventer.

Fabien